,

PALS (Positiv Adfærd i Læring og Samspil)

Formål: PALS er en udviklingsmodel, som har til hensigt at udvikle, styrke og støtte en positiv, inkluderende og proaktiv skolekultur, som omsættes til handling i læringsmiljøet. Målet er, at både elevernes skolefaglige og sociale kompetencer styrkes.

Indhold: PALS tager sit afsæt på en platform, der fremmer positive interaktioner i samspillet mellem lærere, pædagoger og elever. Gennem teambaseret organisering, en ekstern PALS-vejleder, kompetenceløft for alle medarbejdere og guidelines, føres skolen igennem en proces, der omsætter den dokumenterede metode til praksis.

Kompetenceløft og et læringsmiljø, der bygger på positive interaktioner og tydelige forventninger i PALS, understøtter inklusionen og opbygningen af fællesskab i folkeskolen gennem forebyggende skoleomfattende indsatser for alle elever på skolen. Disse indsatser understøttes og vælges ud fra systematisk brug af kortlægnings- og evalueringsværktøjer. Ved anvendelse af data i forbindelse med kortlægning af f. eks. skolens beskyttende faktorer/risikofaktorer, elevernes selvevaluering i forhold til trivsel og skoleomfattende status på elevadfærd bygger indsatserne i PALS på viden.

Skolen udarbejder inden implementering af PALS en benchmark på trivsel, således at man på skolen har mulighed for kontinuerligt at følge udviklingen på skolens trivsel. Ud over denne benchmark er der evalueringsværktøjer, der viser temperaturen på udviklingen af læringsmiljøet på skolen.

Målgruppe: Elever på almene skoler. Metoden er dog også så småt på vej ud i specialskolerne.

Udbredelse: PALS er efterhånden udbredt til flere kommuner, men især Ikast-Brande Kommune og Holstebro Kommuner har integreret det på mange skoler.

Aktører: PALS drives af VIA UC i Danmark.

Læs mere: PALS – VIA UC

,

SPILLERUM

Formål: Materialet i SPILLERUM skal udvikle børnenes og de unges empati og lære dem at genkende egne og andres grænser i forskellige situationer – at give udtryk for disse grænser og respektere andres. Den strukturerede pædagogiske dialog, som SPILLERUM lægger op til skal ruste børn og unge til at skelne mellem omsorg og overgreb og til at udtrykke sig i relation til andre.

Indhold: Projektet er et undervisningsmateriale, som består af selve undervisningsmaterialet: SPILLERUM og vejledningsmaterialet, Spilleregler.

Materialet er inddelt i 3 forskellige alderskategorier, som kaldes small, medium og large. Aldersgruppen small er udviklet til 3-6 årige, medium er til 7-10 årige, og large er til 10-14 årige. Kategorierne hedder small, medium og large – og ikke de specifikke alderstrin, fordi det skal kunne anvendes til børn, som ikke lever op til deres biologiske alder. På den måde undgås det at diskriminere disse børn. Materialet i de tre kategorier er bygget op på samme måde – med de samme temaer, som bliver mere og mere avanceret, jo ældre alderstrin målgruppen tilhører.

Materialet indeholder billeder af forskellige hverdagssituationer men også andre situationer, som børnene kan tillægge andet indhold ud fra deres egen hverdag og oplevelser. Materialet kan anvendes til at bygge en samtale op om noget fælles tredje sammen med de voksne, de er tætte på i institutionerne. Det er den relation, der er udgangspunkt for at tale sig ’ind i billederne’.

Målgruppe: Materialet kan bruges fleksibelt i forhold til børn og unge med forskellige behov og muligheder, men det er oprindeligt udviklet til børn, der er anbragt uden for hjemmet eller børn med forskellige former for handicap. Disse grupper af børn er den primære målgruppe for materialet, fordi de er i størst risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb. Det kan dog også med fordel bruges til normalgruppen af børn.

Udbredelse: Ukendt

Aktører: Socialstyrelsen.

Læs mere: SPILLERUM – Socialstyrelsen

, ,

Projekt optur

Formål: Optur er en skolebaseret, universel intervention, som har til formål at fremme mental sundhed og reducere sociale forskelle i psykisk trivsel blandt skolebørn. Optur er udviklet, evalueret og implementeret i den danske folkeskole, og bygger på internationale erfaringer.

Indhold: Optur har en Whole School Approach tilgang, som indtænker fremme af elevernes mentale sundhed på alle niveauer i skolen. Indholdet omfatter:

  • Undervisning og aktiviteter for eleverne
  • Styrkelse af lærernes kompetence til at arbejde med mental sundhed gennem kurser og undervisningsmateriale.
  • Involvering af mange målgrupper, herunder forældre, sundhedstjeneste, pædagoger, socialrådgivere og PPR
  • Initiativer i skolens hverdag, fx forbedring af skolens fysiske og sociale miljø, koordinering af skolens mange indsatser for at øge trivslen og en særlig indsats for elever som mistrives.

Målgruppe: Alle skolens elever (0.-9. klasse) samt forældre og skolens personale

Udbredelse: Projekt Optur har fungeret som et udviklingsprojekt over to skoleår, hvor tre skoler har været involveret.

Aktører: Statens Institut for Folkesundhed (SIF) og Psykiatrifonden.

Læs mere: SIF – Projekt Optur