,

SPILLERUM

Formål: Materialet i SPILLERUM skal udvikle børnenes og de unges empati og lære dem at genkende egne og andres grænser i forskellige situationer – at give udtryk for disse grænser og respektere andres. Den strukturerede pædagogiske dialog, som SPILLERUM lægger op til skal ruste børn og unge til at skelne mellem omsorg og overgreb og til at udtrykke sig i relation til andre.

Indhold: Projektet er et undervisningsmateriale, som består af selve undervisningsmaterialet: SPILLERUM og vejledningsmaterialet, Spilleregler.

Materialet er inddelt i 3 forskellige alderskategorier, som kaldes small, medium og large. Aldersgruppen small er udviklet til 3-6 årige, medium er til 7-10 årige, og large er til 10-14 årige. Kategorierne hedder small, medium og large – og ikke de specifikke alderstrin, fordi det skal kunne anvendes til børn, som ikke lever op til deres biologiske alder. På den måde undgås det at diskriminere disse børn. Materialet i de tre kategorier er bygget op på samme måde – med de samme temaer, som bliver mere og mere avanceret, jo ældre alderstrin målgruppen tilhører.

Materialet indeholder billeder af forskellige hverdagssituationer men også andre situationer, som børnene kan tillægge andet indhold ud fra deres egen hverdag og oplevelser. Materialet kan anvendes til at bygge en samtale op om noget fælles tredje sammen med de voksne, de er tætte på i institutionerne. Det er den relation, der er udgangspunkt for at tale sig ’ind i billederne’.

Målgruppe: Materialet kan bruges fleksibelt i forhold til børn og unge med forskellige behov og muligheder, men det er oprindeligt udviklet til børn, der er anbragt uden for hjemmet eller børn med forskellige former for handicap. Disse grupper af børn er den primære målgruppe for materialet, fordi de er i størst risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb. Det kan dog også med fordel bruges til normalgruppen af børn.

Udbredelse: Ukendt

Aktører: Socialstyrelsen.

Læs mere: SPILLERUM – Socialstyrelsen