, ,

Projekt optur

Formål: Optur er en skolebaseret, universel intervention, som har til formål at fremme mental sundhed og reducere sociale forskelle i psykisk trivsel blandt skolebørn. Optur er udviklet, evalueret og implementeret i den danske folkeskole, og bygger på internationale erfaringer.

Indhold: Optur har en Whole School Approach tilgang, som indtænker fremme af elevernes mentale sundhed på alle niveauer i skolen. Indholdet omfatter:

  • Undervisning og aktiviteter for eleverne
  • Styrkelse af lærernes kompetence til at arbejde med mental sundhed gennem kurser og undervisningsmateriale.
  • Involvering af mange målgrupper, herunder forældre, sundhedstjeneste, pædagoger, socialrådgivere og PPR
  • Initiativer i skolens hverdag, fx forbedring af skolens fysiske og sociale miljø, koordinering af skolens mange indsatser for at øge trivslen og en særlig indsats for elever som mistrives.

Målgruppe: Alle skolens elever (0.-9. klasse) samt forældre og skolens personale

Udbredelse: Projekt Optur har fungeret som et udviklingsprojekt over to skoleår, hvor tre skoler har været involveret.

Aktører: Statens Institut for Folkesundhed (SIF) og Psykiatrifonden.

Læs mere: SIF – Projekt Optur

, ,

Læringsmiljø og pædagogisk analyse (LP-modellen)

Formål: LP-modellen er en analysemodel, der har til formål at opnå en utvetydig forståelse af de faktorer, som udløser, påvirker og opretholder adfærds-, trivsels- og læringsproblemer i dagtilbuddet, skolen, fritidstilbuddet eller i erhvervsskolen. Modellen indeholder således ikke metoder, der beskriver, hvordan de pædagogiske medarbejdere skal takle de enkelte udfordringer i hverdagen.

Indhold: LP-modellen skal anvendes systematisk over tid. Der lægges vægt på, at pædagogiske medarbejdere skal have fokus på interaktionen mellem barnet/den unge og omgivelserne, og sammen med dette også se kritisk på egen praksis i hverdagen.

Målgruppe: Børn og unge i dagtilbud, skoler og erhvervsskoler.

Udbredelse: Se kort over kommuner med deltagende institutioner her: LP-landkort

Aktører: UCN – act2learn

Læs mere: LP-modellen

, ,

LIVSPARAT (skolerettet)

Formål: LIVSPARAT er et program, der holder målrettet fokus på at løfte hver enkelt elev til det højest mulige niveau – både personligt og fagligt.

Indhold: LIVSPARAT er for udskolingselever og unge på ungdomsuddannelser, der gennem praktisk fleksibelt materiale og fysiske øvelser sikrer elevernes alsidige udvikling og ruster dem til valg og gennemførsel af en ungdomsuddannelse. Programmet udbyder certificering af lærere og materialer til brug i undervisningen.

LIVSPARAT er funderet i den positive psykologi og med afsæt i neuro- og læringspsykologien.

Målgruppe: Udskolingselever og unge på ungdomsuddannelser.

Udbredelse: Ukendt

Aktører: LIVSPARAT er et selvstændigt firma, der udbyder kurser og materialer.

Læs mere: http://www.livsparat.dk/

, ,

Kærlig talt (skolerettet)

Formål: Kærlig Talt er et undervisningsforløb til elever i landets udskoling. Ambitionen er at udvikle unges evner til at håndtere svære følelser, så de bedre kan bevare trygge relationer til hinanden, og så de på et senere tidspunkt i livet ikke udsættes for kærestevold eller for andre former for voldelige relationer.

Indhold: Kærlig Talt består af et talkshow, hvor tv-vært Mikkel Kryger har en masse forskellige mennesker i studiet – unge, eksperter og kendte. Sammen får de sat ord på de svære følelser – og ikke mindst arbejdet med dem, så de bliver nemmere at håndtere.

Målgruppe: Elever i udskolingen

Udbredelse:

Aktører: Maryfonden

Læs mere: http://www.projektkaerligtalt.dk

,

Headspace (individrettet)

Formål: Headspace er et anonymt og gratis rådgivningstilbud til børn og unge i alderen 12-25 år.

Indhold: Headspace hjælper med:

  • rådgivning og vejledning
  • hjælp til at finde og bruge lokale hjælpetilbud
  • headspace samarbejder med det offentlige system og andre lokale hjælpetilbud om at yde en helhedsorienteret støtte til unge

Målgruppe: Børn og unge mellem 12 og 25 år.

Udbredelse: Headspace findes i København, Rødovre, Roskilde, Odense, Horsens, Esbjerg, Billund, Herning, Helsingør og Aalborg.

Aktører: Headspace er et initiativ under Det Sociale Netværk og er støttet af blandt andet Det Obelske Familiefond. I perioden fra 2013 til 2015 blev headspace også støttet af Velux Fonden. Headspace Esbjerg er desuden finansieret af en række lokale fonde: K.G. Fonden, Esbjerg Ugeavis Fond, Claus Sørensens Fond, Blue Water Fonden, Verena Merz og Otto Kjærgaards Fond, Lida og Oscar Nielsens Fond, Sydbank og Danske Bank samt Region Syddanmark.

Læs mere: http://www.headspace.dk/

, ,

Fri for Mobberi

Formål: Forebyggelse af mobning blandt børn.

Indhold: Fri for Mobberi er et forebyggende antimobbeprogram til 0-8-årige børn, fagfolk og forældre, som Mary Fonden og Red Barnet står bag.

Programmet består af pædagogiske materialer, der gør det nemt målrettet at styrke børnefællesskabet og forebygge mobning. Materialerne er samlet i en kuffert, der findes i tre varianter: En til de 0-3-årige (vuggestue og dagpleje), en til de 3-6-årige (børnehave) og en til de 6-8-årige (indskoling/SFO). Foruden kufferterne er der også udviklet digitalt Fri for Mobberi-materiale målrettet til 0.-2. klasser, hvor centrale elementer fra kufferten i kombination med nye er digitaliseret og kan tilgås på tablet og Smartboard. Fri for Mobberi programmet skal købes af institutionen.

Målgruppe: 0-8 år.

Udbredelse: Fri for Mobberi er i dag ude i ca. 50 % af alle danske børnehaver og i ca. 40 % af alle skoler og SFO’ er.

Aktører: Maryfonden, Ole Kirks Fond og Red Barnet

Læs mere: http://www.friformobberi.dk/

 

, ,

Du bliver, hvad du tænker (skolerettet)

Formål: At styrke børn og unges glæde, velvære og trivsel

Indhold: Undervisningsmateriale til skolebørn og deres forældre

Målgruppe: Bogen henvender sig til normale børn/unge mellem 10 og 17 år og deres forældre og bygger på forskningsbaserede metoder fra først og fremmest Kognitiv psykologi, men også med elementer fra Positiv psykologi og Mindfulness.

Udbredelse: Ukendt

Aktører: Styrkeakademiet.

Læs mere: http://styrkeakademiet.dk/

,

Destination Trivsel (skolerettet)

Formål: Indsatsen skal bidrage til at skabe stærkere børnefællesskaber og styrke børn og unges trivsel og positive selvopfattelse. I sidste ende skal det være med til at reducere mobning.

Indhold: Destination Trivsel tilbyder undervisningsforløb og materialer til grundskolens fag dansk, billedkunst, historie, samfundsfag og idræt målrettet henholdsvis 0.-3. klasse, 4.-6. klasse og 7.-9. klasse. Forløb og materialer tager udgangspunkt i de fem temaer ’sprog’, ’normer & mangfoldighed’, ’krop & bevægelse’, ’ensomhed’ og ’sociale medier’. Destination trivsel arbejder i to spor; et der har fokus på børnene og et der er henvendt til forældrene.

Målgruppe: Alle skolebørn.

Udbredelse: En række skoler i Aarhus Kommune, Aalborg Kommune, Holstebro Kommune og Københavns Kommune

Aktører: Destination Trivsel er udviklet af Sex & Samfund i partnerskab med Danske Skoleelever, Skole og Forældre, Skolelederforeningen, Call me, Aarhus Kommune, Aalborg Kommune, Holstebro Kommune og Københavns Kommune.

,

De utrolige År – Dino (skolerettet)

Formål: Dino sigter mod at styrke børnenes sociale kompetencer, skoleparathed, deres evne til konfliktløsning, fremme selvkontrol samt at reducere negativt samspil og mobning. Når børnene får bedre redskaber til problemløsning og bedre sociale færdigheder ses, sædvanligvis, at den vanskelige adfærd aftager.

Indhold: Den evidensbaserede programserie De Utrolige år er udviklet i USA og anvendt i Danmark siden 2006. Dino understøtter børnene følelsesmæssigt og socialt gennem brug af hånddukker, snakke ud fra videoklip, lege/rollespil og øvelser, som børnene er aktive deltagere i. Efter hver session øver børnene de gennemgåede temaer i hverdagen sammen med deres pædagog eller lærer.

Målgruppe: Dino Stor gruppe er til børn i alderen 4-8 år og målrettet større grupper af børn i daginstitutioner, i indskolingsklasser og i SFO’en. Dino findes også til mindre børn.

Udbredelse: Findes i flere kommuner, bl.a Holstebro og Frederikssund.

Aktører: Socialstyrelsen.

Læs mere: De utrolige år – Socialstyrelsen

 

,

Børns Vilkårs trivselsforløb (Skolerettet)

Formål: Børns Vilkårs Trivselsforløb bygger på det nationale mål om, at ”Elevernes trivsel skal øges”. Derudover opfylder BVT mål indenfor elevens alsidige udvikling, (dansk), sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab. Skolerettet indsats.

Indhold: Et trivselsforløb i klassen er et intensivt forløb med flere besøg af Børns Vilkår. I trivselsforløbet arbejdes med fællesskab, venskab og tolerance i klassen. Sammen med børnene sættes klassekulturen og social trivsel øverst på dagsordenen. Forløbet er relevant for klasser der f.eks. har været igennem en sammenlægning, oplevet stor udskiftning af lærere eller har problemer med mobning, hård tone eller uheldige grupperinger.

Trivselsforløbet består af tre besøg i klassen (hvert besøg varer 3 x 45 minutter). De tre klassebesøg afrundes hver gang med et refleksionsmøde, hvor klassens lærere deltager sammen med Børns Vilkår. Derudover indeholder trivselsforløbet et forældremøde og en fælles afslutningsaften, hvor både elever, forældre, søskende og lærere deltager.

Trivselsarbejdet baseres på øvelser, teori, klassens egne erfaringer og cases fra Børnetelefonen. Børns Vilkår varetager forløbet.

Målgruppe: Skolebørn/Klasser hvor der er behov for arbejde med trivslen.

Udbredelse: Ukendt

Aktører: Børns Vilkår

Læs mere: https://bornsvilkar.dk/radgivning/undervisning/trivsel/trivsel